Det er heldigvis en del år siden jeg sidst har ringet til nummeroplysningen - det er jo nok en af de mest lukrative økonomiske malkekøer TDC, Krak og Eniro nogenside har haft. Faktisk sidder den der kedelige følelse stadig i kroppen, når man står og mangler et nummer: Frustrationen over at kunne mærke, hvordan medarbejderen i den anden ende (mere eller mindre bevidst?) prøvede at trække tiden, fordi det gav penge i kassen -"nå, du mente Hundested, jeg sad og søgte på Gunnested - lang pause - jo her kommer nummeret - pause - osv."
I de år jeg har haft smartphones, har det nogen gange været det eneste jeg brugte dem til, udover almindelige telefon-brug; at undgå at skulle ringe til nummeroplysningen, også selvom det kunne være lidt tricky på nogle modeller.
På iPhonen går den slags heldigvis som en leg. Hidtil har Krak siddet ensomt på app-tilbudet. Men i disse dage er De Gule Sider kommet med deres bud.
De fungerer begge efter hensigten - i begge kan man søge i firmaer, privatperson, og adresser. Kraks to søgefelter dækker over hvad og hvor. Altså firma, navn, telefonnummer, eller søgeord i den første og adresse i det sidste. De Gule Sider (DGS) hedder hhv. "Find" og "Nær" - og den insisterer på at begge skal udfyldes. Det betyder hvis man vil finde et bestemt telefonnummmer, som man ikke ved hvor hører hjemme geografisk, må man ty til at taste et Danmark ind i "Nær"-feltet. På Krak kan man nøjes med at udfylde det ene.
Begge har opdeling i firma kontra privatperson - det kan jeg godt se en fordel i nogle sammenhænge, men hvis man som nævnt oven over søger på et nummer, f.eks. et ukendt nummer i en opkaldsliste, ville det være rart med en "Supersøger"-funktion, som DGS har på nettet, hvor man søger på tværs af de to grupper - nu kan man blive nødt til at teste begge steder.
Man kan søge efter bestemte faggrupper, f.eks. blikkenslager eller pizza. Her kommer DGS søgefelt "Nær min lokation" til sin ret - ligesom at den kan bruge ens lokale position via lokalitetstjenesten i telefonen - men det kan også lade sig gøre på Krak, hvis man taster det aktuelle postnr. ind. Men DGS vinder på at den lister søgeresultaterne med den nærmeste først. Vil man søge på alle i en bestemt gade skal man tweake DGS, den insisterer på at søgefeltet "Find" er udfyldt - så der må man altså lige lave et lille fiks mellemrum eller lignende.
Begge har mulighed for at vise en adresse på indbygget kort - DGS kan endvidere redelegere til den indbyggede, google-baserede Kort-app på telefonen, hvis man ønsker en rutevejledning - Kraks har ikke rutevejledning, men kan til gengæld vise satelit-fotos.
En anden funktion, jeg synes er relevant: hvor godt forstår app’en en slåfejl? Den slags hænder jo på iPhonen - og her viste DGS at være en tand bedre til at komme med det rigtige firmanavn, selvom man har et enkelt bogstav forkert i søgeordet.
En af min yndlingsfunktioner er muligheden for hurtigt at lægge relevant data ind iPhonens Kontakter - det kan begge apps gøre uden problemer - det har sparet mig for mange indtastninger igennem tiderne, når man skal tilføje nogen til adressebogen.
Står et navn og telefon i Kontakter i forvejen, kan Kraks app nøjes med at tilføje oplysninger til en eksisterende kontakt - det kan DGS ikke, den vil kun oprette en ny.
Endelig har DGS muligheden for at trække på De Gules Siders info-database med firmabeskrivelser, åbningstider, email, webadresse mv. - Krak har også et tilbud om mere information, men man bliver ført over i Safari, hvis man klikker, og de er ikke så omfattende, som DGS.
Alt i alt er det begge to gode løsninger - og de afholder ihvert fald en fra at skulle bruge penge på at ringe til oplysningen - selvom at DGS selvfølgelig lige har et opkalds-link til deres nummer!
Umiddelbart ser DGS ud til at få førertrøjen, men eftersom de er gratis kan man jo afprøve begge uden at skulle have dankortet igang, og måske have dem begge liggende, tit er der divergens mellem de forskellige databaser - jeg dukkede f.eks. ikke op i DGS - så det kan betale sig at søge i begge, inden man ringer til malkekoen :-)
Hent Krak her
Hent De Gule Sider her
Kommentarer [0]